Skip to main content
Kapitel 1: Introduktionfghsdg

Introduktion

Viden – Hukommelse – Præsentation

I et studieforløb er der generelt tre ting, der er væsentlige.

Viden – at lære effektivt
For det første skal du tilegne dig viden. Her drejer det sig om læring. Hvordan du får det optimale udbytte af den tid, du bruger på at erhverve dig viden om de forskellige fag på studiet. Kort og godt, hvordan du finder frem til de læringsprocesser, der er bedst for dig.

Hukommelse – at huske det væsentligste
For det andet at kunne hente viden frem, når du har brug for den. Der er ikke meget ved at lære en masse, hvis du ikke kan huske det senere. Det betyder ikke, at du skal være et omvandrende leksikon eller en konkurrent til GOOGLE med en bunke paratviden. Men du skal træne din hukommelse, så du er i stand til at finde de rigtige ting frem på det rette tidspunkt.

Præsentation – du får karakter for det, du siger til eksamen
Endelig for det tredje skal du kunne præsentere din viden på en effektiv måde. Det vil sige formidle din viden – stor eller lille, så, du får det optimale ud af den. Ved eksamen får du udelukkede karakter for det, du får skrevet eller sagt. Det er altså ikke nok at have viden – den skal komme til udtryk på en hensigtsmæssig måde.

Denne bog handler om at lære effektivt og huske det væsentligste – Studieteknik.

Sportsanalogi
Sammenligningen mellem studier og sport er stor og slående.

Hvis du nogensinde har dyrket sport, ved du sikkert også, hvor vigtigt det er at få fat i den rigtige teknik fra starten. Ellers får du indlært noget forkert og vil senere have besvær med at slippe af med unoderne.

At forstå teknikken i en sport, kræver sjældent den helt store intellektuelle indsats. En dygtig instruktør vil i løbet af kort tid kunne forklare dig de grundlæggende teknikker. En skiinstruktør ved, hvad der skal til for at holde balancen, svinge, bremse. Og med lidt yderligere, hvordan du forbedrer din stil. Det samme, hvis du dyrker badminton eller tennis. Slagteknik og placering på banen er ikke vanskelig at forstå – rent intellektuelt.

Men ét er at forstå teknikker, noget helt andet at udføre dem godt. Fordi du har forstået teknikken i skiløb, badminton, tennis eller en anden sport , er du ikke automatisk en god skiløber, badmintonspiller eller tennisspiller. At blive god kræver mere end forståelse af teknikken. Det kræver talent – og træning.

Sådan er det også med et studium. Studieteknik er enkelt at forstå. Måske vil du sige, at det blot er en masse selvfølgeligheder. Og det er det for det meste også. Her har du så en samlet oversigt over de teknikker, der kan hjælpe dig til at gennemføre et studium.

Ligesom i sporten er teknikken let at forstå, men det der gør dig til en effektiv – og resultatorienteret – studerende på studiet, er forskellige ting, du skal være opmærksom på.

For det første skal du sætte dig ind i teknikkerne fra starten. Det er langt fra umulig at lære det hen ad vejen. Men noget besværligere – og langt mindre effektivt. Ved at lære og bruge teknikkerne fra starten, får du det grundlæggende indøvet og skal ikke senere spilde tid på at ændre det forkerte. Du har udbytte af dem fra “day one”.

For det andet skal du udvikle din egen “studiestil”. Som mennesker er vi forskellige. Derfor skal vi bruge teknikkerne forskelligt. Der findes ikke et sæt “rigtige” studieteknikker, der gælder for alle. Når du har sat dig ind i teknikkerne, skal du vælge, hvilke du mener, passer til dig, og som du vil bruge. Eksperimentér blot med dem. Prøv forskellige teknikker, giv dem en chance, kassér og find andre, hvis dem, du prøver først, ikke passer dig.

For det tredje skal du træner teknikkerne. Det vil sige bruge dem. Kun ved konsekvent at anvende teknikkerne, får du den rigtige træning. Det kan være svært ikke at falde tilbage til gamle unoder. Om du har et stort eller lille talent for studier, kan denne bog ikke afgøre, men den kan hjælpe dig til at få de teknikker, der gør dit studie effektivt.

At lære studieteknik er en investering. Det kræver tid og energi at finde og træne de teknikker, der er rigtige for dig. Investerer du, får du garanteret resultater ud af dit studie.

Råd

  • Lær teknikkerne
  • Udvikl teknikkerne, så de passer til dig
  • Træn teknikkerne

God studielyst!